Hamas’ angreb – al-Aqsa-stormen – var en manifestation af årtiers opsparede ydmygelser. Fratagelse af stort alle eksistentielle muligheder for Gazas befolkning kan kun udløse vrede! Hvis man forventer, at to millioner mennesker i årtier accepterer så brutal en undertrykkelse, så har man intet forstået. 

De gruopvækkende scener, der udfoldede sig, kan ikke retfærdiggøres. Heller ikke politisk. Vilkårlig nedskydning af modstandere er en blindgyde. Kun en målrettet massemobilisering – evt. væbnet – kan give palæstinenserne deres frihed og det stjålne land tilbage.

Hamas’ vold var ikke uprovokeret. Hvis der ikke sker afgørende ændringer i palæstinensernes levevilkår, da vil nye, måske endnu mere desperate oprør, bryde ud. 

Det er israelerne, der afgør, hvornår myrderierne stopper – ikke de undertrykte, hvis ret til at gøre væbnet oprør mod besættelsesmagten er indskrevet i FN’s resolution fra 1982.

Israelsk fokus på Vestbredden

Israelske myndigheder havde lullet sig i søvn i troen på, at deres hær var uovervindelig. De troede, den højteknologiske bevogtning af grænsen til Gaza gjorde et angreb umuligt. 

Israelernes fokus var på Vestbredden, hvor der hen over sommeren var flere sammenstød med palæstinenserne, bl.a. i forbindelse med hærens overfald på flygtningelejren i Jenin.

Som følge af et pres fra regeringens yderligtgående partier, der har rod i bosættermiljøet, var fokus dér og ikke på Gaza. På grund af en religiøs festival på Vestbredden blev et stort antal soldater trukket væk fra grænsen til Gaza. 

Hamas’ angreb

Det vidste Hamas. Det var derfor let at overrumple de tilbageblevne 800 soldater. 

Hamas havde gjort sit forarbejde; vidste hvor de svage steder i grænsehegnet var, og hvor der, trods high tech-overvågning, alligevel var nemt at bryde igennem.

Et par panserværnsraketter sprængte hul i grænsehegnet – stort nok til at første angrebsbølge på 400 mand kunne trænge ind i Israel på pick-up-biler, motorcykler og motoriserede paraglidere. Imens satte droner israelske tanks ud af spillet. 

Der blev på en halv time affyret ca. 5.000 raketter og missiler. Det var mere end Iron Dome-luftforsvaret kunne klare. 

Angrebet må have krævet måneders forberedelser, og må have involveret mange. Det skete, uden at Israels stikkere i Gaza opdagede det. Samtidig havde Hamas held til at få israelerne til at tro, at man ikke ville angribe i nærmeste fremtid. 

I den israelske avis Haaretz fortæller en israelsk officer, at ”vi var så overbevist om, at vores teknologi og militære overmagt var nok til at holde Hamas nede, og at Hamas var bange for os.” 

24 timer

Netanyahu har advaret Gaza-beboerne om, at de har 24 timer til ”at forsvinde sydpå, inden deres by bliver bombet til murbrokker.”

På nedkastede flyveblade hedder det, ”at man vil tage humanitære hensyn.”

Læger uden Grænser erklærer, at flytning af én million mennesker på 24 timer vil udløse katastrofer. Forsikringerne om humanitære hensyn er intet værd. 

Lørdag 14. oktober angreb jagerfly ifølge den britiske avis The Guadian beboere fra Gaza, der var på vej mod syd ad én af de ruter, som hæren havde erklæret for sikker. Ved angrebet blev 70 personer dræbt.

Håbløse leveforhold i Gaza

De horrible levevilkår i Gaza – der er på størrelse med Langeland, og hvor der bor 2,3 millioner mennesker – er ofte blevet beskrevet som en kz-lejr med enorme sociale, økonomiske og helbredsmæssige problemer. 

For nylig skrev Oxfam, at under fire procent af beboerne har adgang til rent drikkevand, og at havet bruges til losseplads. Der er masser af vand på Vestbredden, som kan forsyne Gaza, men det vand beslaglægger israelerne til landbrug og gartnerier.

De håbløse leveforhold smadrer folk mentalt. Ingen kan holde til at leve uden et minimalt håb om en lidt bedre fremtid. 

For børn og unge er det helt håbløst. Cirka 70 procent af dem har ifølge Norsk Røde Kors mentale forstyrrelser bl.a. PTSD. Kun få har et arbejde, ingen kan rejse bort, og den elendige økonomi gør, at unge ikke kan stifte familie. Siden 2015 er antallet af selvmord steget markant. 

Mange finder trøst i den reaktionære fortolkning af Islam, som Hamas prædiker. Her er kvinder underordnet mandens og familiens vilje. 

Kvindegrupper kritiserer Hamas for at have indført love og regler (bl.a. påklædningsregler), der grundlæggende strider mod lighed mellem kønnene. 

Mange palæstinensere – også selvom de ikke støtter Hamas – ser væbnet modstand som den eneste måde at bekæmpe besættelsen. 

Der har ikke været afholdt valg siden 2006, så det er uklart, hvor stor støtte Hamas reelt har i Gazas befolkning. 

Netanyahu og israelernes sikkerhed

Den israelske avis Haaretz skrev 8. oktober, at ”ansvaret for krigen… ligger på Netanyahu. For er det ikke Netanyahu, der har pralet med, hvor god han er til at passe på israelerne, og hvor hurtigt han kan mobilisere hæren, når han finder det påkrævet. Uden ham, ingen sikkerhed for jøderne.” 

Men Hamas’ angreb viser, at klodens fjerdestærkeste militærmagt først meget sent var i stand til at sætte ind mod et Hamas, der – ud over kortdistancemissiler – ”kun” havde lette håndvåben.

Skal Netanyahu genoprette befolkningens tro på, at han fortsat kan forsvare dem, så skal han ”knuse Hamas med en hidtil uset styrke.” 

Her rækker det ikke at indsætte 360.000 reservister. For de fleste har tidligere haft til opgave at bevogte bosættelserne på Vestbredden. De er ikke trænet til kamp i Gazas snævre gader. 

Hærledelsen frygter, at soldaterne intet vil kunne stille op over for Hamas, der her er på ”hjemmebane.”

Det kan derfor blive svært for hæren at genvinde israelernes tabte tillid til, at den ”er forberedt på ethvert scenarie.” Hvis utrænede reservister ikke tør kæmpe i Gazas gader, hvilke militære magtmidler vil da blive taget i brug? 

Smuldrende magtbase

Netanyahu har ikke megen respit at løbe på. De yderligtgående partier i hans regering kan trække deres støtte, hvis han danner et krigskabinet med oppositionen og kører dem ud på et sidespor. Eller hvis de mener, at han ikke farer hårdt nok frem mod Hamas og palæstinenserne. 

Den amerikanske journalist Seymour Hersh skrev 12.oktober på Substack: 

”Netanyahu er færdig. Måske ikke nu mens kampene raser, men om et par måneder, når det står klart, at han i 2006 ”indsatte” Hamas i Gaza som et alternativ til selvstyret på Vestbredden. Sammen med Qatar har Netanyahu finansieret Hamas og var overbevist om, at han derved kunne kontrollere Hamas, bestikke dem. Som et spil for galleriet lod han Hamas fyre et par raketter af ind over Israel nu og da; det var ikke afgørende.” 

Alternativet til en krig med Gaza er en jernring rundt om enklaven … og så kontrollere hver eneste sæk ris, der sendes ind i området. 

Hvor længe kan Israel holde til det? 

Et gennemmilitariseret land

Israels militarisering betyder, at det kan være svært at skelne mellem det militære og det civile samfund. 

Det afspejler sig fx i det politiske liv, hvor 14 ud af 21 tidligere generalstabschefer siden 1960 har siddet i Knesset, Israels parlament. Flere af dem har været krigs- eller premierministre. Andre generaler søger efter pensioneringen ind i institutioner, universiteter m.v., hvor de får lederposter. 

Et andet sted, hvor militariseringen slår igennem, er i de industrielle investeringer. Her går ca. 50 procent til våbenindustrien. Staten ejer tre af de største våbenfabrikker.

I den anbefalelsesværdige film Innocence skildres det, hvordan indoktrineringen begynder i børnehaven. Her lærer børnene at elske hæren.

Filmen fortæller også, hvordan stadig flere unge nægter at udføre de uhyrlige ting, de beordres til, og at flere begår selvmord. 

Filmen viser, hvor diffust begrebet ”civil” er. Hvad er fx en øjenkirurg, der arbejder på et sygehus om formiddagen og om eftermiddagen flyver raids som helikopterpilot på Vestbredden?

Spørgsmålet er relevant efter Hamas angreb på festivalen ”Supernova – en rejse i enhed og kærlighed.” Nedskydningen af ca. 260 dræbte og flere hundrede sårede var uhyre brutal og fik stor opmærksomhed. 

Men havde det været en palæstinensisk festival eller et bryllup, der var blevet angrebet af israelske soldater eller bosættere – og det sker – så ville begivenheden være blevet affærdiget som en ”utilsigtet hændelse.” Shit happens!

Israelske døde er ikke mere værd end palæstinensiske. Naturligvis skal man ikke skyde på ubevæbnede civile. 

Men – og det er ikke en formildende omstændighed, der frikender Hamas – i Israel flyder grænserne mellem, hvem der er civil og hvem der er i militæret. 

De fleste festivaldeltagere var unge. Mange var soldater, der var på orlov i anledning af Jom Kippur, og som dagen efter atter skulle trække i uniform og nedskyde de palæstinensere, de fik ordre til. Dagligt dræbes tre ubevæbnede palæstinensere. I gennemsnit.

Hvad blev der af fredsbevægelsen?

Den israelske fredsbevægelse har aldrig været stor. Men i dag er den næsten usynlig. Der er kun få ældre medlemmer tilbage. 

De mødes hver fredag for at markere modstanden mod besættelsen, de forværrede forhold for palæstinenserne og samfundets højredrejning.

En undersøgelse fra 2018 viser, at over halvdelen af israelerne ønsker fredsforhandlinger, men at kun få forventer et resultat. 

Siden da er det kun blevet værre. Mange har helt opgivet troen på, at der kan opnås fredelige relationer til palæstinenserne. 

Fredsbevægelsen udsættes for hån og latterliggørelse. Lovindgreb forbyder veteranerne fra organisationen Breaking the Silence i at holde foredrag i offentlige lokaler. 

Da foreningen blev stiftet i 2005, blev den anset som en nyttig kritisk stemme. Den arrangerede busture til Vestbredden, så israelere kunne se, hvordan palæstinenserne lever. 

Det anså bosætterne for forræderi. Foreningens udflugter blev i stigende grad overfaldet af bosætterbander, mens soldaterne vendte ryggen til.

Fredsbevægelsens nedtur kan måles på den opmærksomhed, der er blevet bosætterne til del. De ulovlige bosættelser på Vestbredden er i dag mainstream. Der er ingen partier, som tør lægge sig ud med de veluddannede bosættere, der har gode jobs inden for tech og hæren. 

Også ngo’en B’Tselem, der dokumenterer overgrebene i de besatte områder, kæmper for at overleve, Den er oppe mod politikere, der mener B’Tselem har overtrådt ”de røde linjer.” 

Reaktioner på Vestbredden

Samme dag Hamas angreb Israel, gik tusinder af arbejdere i strejke på Vestbredden. Også butikker, offentlige kontorer, busser og skoler lukkede. 

Flere steder kom det til sammenstød med det israelske militær. Syv palæstinensere blev dræbt. 

Bosætterbander angreb palæstinensiske landsbyer, mens militæret så til.

Det klinger hult, når lederen af det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas, opfordrer til solidaritet og international beskyttelse af Gaza. For selvstyret modtager samtidigt våben og pansrede mandskabsbiler fra USA, som skal bruges til at bekæmpe mulige opstande blandt palæstinensere.

Som følge af Israels fremfærd i Gaza – og især på grund af bombningen af al-Ahli Arab-hospitalet, hvor mindst 500 blev dræbt, sandsynligvis flere – kom det ifølge al-Jazeera 17. og 18. oktober til demonstrationer i Ramallah, Jenin og andre byer på Vestbredden.

Selvstyrets sikkerhedsstyrker slog hårdt ned på demonstranterne. De brugte først tåregas. Da demonstranterne svarede igen med sten, skød sikkerhedsstyrkerne med skarpt, og dræbte en pige på 12 år. Flere andre blev også såret. Det er ved lejligheder som denne, at Selvstyrets rolle som underentreprenør for den israelske hær, træder tydeligst frem.

Også sammenstød med hæren og bosætterne har kostet menneskeliv. Torsdag nat 12. oktober blev en 31-årig palæstinenser og mindst 30 demonstranter såret i en landsby øst for Ramallah. Siden lørdag 7. oktober har den israelske hær og bosætterne dræbt 64 palæstinensere på Vestbredden, og militæret har i samme periode, gennemført et stort antal arrestationer.

Hezbollah affyrede i begyndelsen et begrænset antal mortergranater fra Sydlibanon mod Sheeba Farms – et område Israel besatte i 1967. 

Israel svarede igen ved at overflyve grænseområdet med kamphelikoptere. Siden da er der ikke sket noget i området, men situationen kan hurtigt ændres. 

Bidens reaktioner

Siden Biden tiltrådte som præsident, er israelernes brutalitet over for palæstinenserne taget til. USA har intet gjort for at stoppe opførelsen af nye bosættelser eller overgrebene på palæstinenserne. 

Tydeligere kan det ikke siges, at USA ikke støtter palæstinensernes krav om frihed og selvstændighed. Det lader også palæstinenserne i stikken, at USA har bestukket flere arabiske lande til at etablere diplomatiske forbindelser med Israel. 

Krudtrøgen havde næppe lagt sig lørdag 7. oktober, før USA sendte et hangarskib – siden ét ekstra – og fire missilkrydsere til Israel. Ikke for at kæmpe mod Hamas – ikke endnu i hvert fald – men for at fortælle Syrien og Iran, at de skal holde sig væk.

Samtidig tog Pentagon skridt til at levere præcisionsbomber og flere radarsystemer til det Iron Dome-skjold, der skal beskytte Israel mod missilangreb fra Gaza. Det var det, der kollapsede, da Hamas affyrede ca. 5.000 raketter på en halv time.

Det fik lederen af den shia-muslimske, irakiske Sayyed al-Shuhadaa brigade til at erklære: 

”Blander USA sig direkte i konflikten, da vil amerikanske mål i regionen være legitime mål for regionens modstandsgrupper. USA’s imperialisme kan ikke adskilles fra Israel og zionismen.” 

Biden bakkes op af et flertal i Kongressen, også folk omkring Bernie Sanders, der fordømmer Hamas for at dræbe uskyldige, men ikke Israels overgreb.

Kongressen er ude af trit med mange vælgere. Omkring halvdelen af befolkningen har større sympati for palæstinenserne end for israelerne. Det gælder også unge amerikanske jøder, der ser Israel som årsagen til konflikterne. 

I New York har der været demonstrationer, som samlede palæstinensere, jøder, fredsforkæmpere m.fl. Her deltog bl.a. Jewish Voice for Peace, IfNotNow og Judaism On Our Own Terms. Parolen var: ”Ingen fred på stjålet land”.

Også jødiske intellektuelle, der fordømmer Hamas’ aktioner, mener, at Israel bærer skylden. Det gælder fx Norman Finkelstein, forfatter til den absolut læseværdige ”Holocaut-industrien.” 

Et splittet EU

EU er splittet i spørgsmålet, om støtten til Gaza skal fortsætte. 

Udenrigskommissær Josep Borell erkender, at et vil være katastrofalt at indstille den humanitære bistand på cirka fem milliarder kroner. Han advarer Israel mod at lukke af for mad, vand og energi, da er det i strid med den internationale folkeret og en kollektiv afstraffelse. Så støtten fortsætter.

Den danske regering går – sammen med Tyskland, Østrig og de baltiske lande – ind for kollektiv afstraffelse. Derfor sættes den danske bilaterale støtte på cirka 450 millioner kroner på pause.

Den tyske regering advokerer for – med støtte fra venstrefløjspartiet Die Linke og det højrepopulistiske Alternative für Deutchland – yderligere stramninger mod boykot-bevægelsen. Desuden vil den skærpe kursen over for de mennesker, der demonstrerer til fordel for palæstinenserne – med anklager om antisemitisme eller terrorstøtte. 

I England tog Labours skyggefinansminister, Rachel Reeves, afstand fra Jeremy Corbyns krav om våbenstilstand og en de-eskalering af konflikten. 

”Gaza er ikke besat,” sagde hun i BBC. 

Den arabiske verden

Hamas’ al-Aqsa-Storm er et budskab til den arabiske verden om, at en anerkendelse af Israel ikke må ske på bekostning af palæstinenserne. 

Saudi-Arabien har forsøgt at tilnærme sig Israel ud fra et ønske om endnu en allieret i rivaliseringen med Iran. For nuværende vil saudierne næppe forhandle videre med Israel, men nok, når der er faldet ro over regionen.

Tyrkiets Erdogan vakler som vanligt. I 2021 kaldte han Israel for en ”terrorstat” og opfordrede verden til at gribe ind over for Israels behandling af palæstinenserne – til trods for Tyrkiets gode relationer til Israel, og samarbejde om økonomi, handel, militær, og udvinding af olie og gas i Middelhavet. Nu opfordrer Erdogan til fred og stabilitet, baseret på internationale love og på de 45 FN-resolutioner, som Israel, med USA’ s støtte, konsekvent nægter at følge.

Egypten og Israel har i dag normale relationer. Men Egyptens forhold til palæstinenserne er anspændt. Lørdag lukkede Egypten grænsen til Gaza. Flygtende Gaza-beboere nægtes adgang til landet. 

Golfstaterne har både diplomatiske forbindelser til Israel, men støtter også palæstinenserne økonomisk – og ansætter dem som billig arbejdskraft. 

Kun Iran støtter Hamas. Præstestyret har leveret missiler og tunge våben, men har ellers ikke haft noget med opstanden at gøre – hvilket USA’s udenrigsminister, Anthony Blinken, og Israel bekræfter. 

Mens USA sendte krigsskibe, våben og ammunition til Israel, så opfordrede Rusland og Kina til våbenhvile. De to lande vil ellers ikke blande sig. Selvstyrets præsident Mahmoud Abbas er dog inviteret til Moskva. Hvad han så ellers skal der, for hans indflydelse i Gaza og på Hamas er lig nul.

Syd versus Vesten

Gaza-krisen føjer sig ind i rækken af vestlige magtmanifestationer (Afghanistan, Irak, Libyen, Sahel-bæltet m.fl.) siden Murens fald og Sovjets kollaps omkring 1990, som er definerende for Vestens forvaltning af egne værdier (demokrati, civilisation, humanisme, retsprincipper mv.). 

Der er en konflikt, som øger skellet mellem Det Globale Syd og Vesten. Befolkningerne i syd solidariserer sig med palæstinenserne, som de ser som et folk, der lever under et fysisk kolonistyre med diskrimination og udbytning. 

At Vesten fortsat ignorer det, kan blive særdeles ubehageligt. Det kan fremover gribe ind i de økonomiske, politiske og sociale forhold internt i Vesten, bl.a. i form af markant højere energi- og råvarepriser. 

---